Bordopdækning – Sådan sætter du prikken over i’et

Bordopdækning har en både æstetisk og praktisk dimension. Når vi sætter os til bordet, skal det hele helst tage sig flot og indbydende ud, samtidig skal der ikke mangle noget, og vi skal kunne finde rundt mellem forskellige slags bestik, tallerkener og glas. Hvis der serveres suppe, er der næppe nogen, der vil spise den med gaflen, men hvor skal ske, kniv og gaffel placeres i forhold til hinanden på bordet?

Det æstetiske bør vælges med omhu

Så vidt det praktiske, men bordet skal også være smukt, og denne afdeling starter jo inden, du begynder at sætte tallerkener og så videre frem. Nemlig med dugen. En dug af tekstil giver nu engang det bedste indtryk, og prikken over I’et kommer med en flot bordløber. Vær dog forsigtig med farvevalg.

Flotte bordløbere findes i mange udgaver og farver, og det er en god ide at bestemme dig for en bestemt stil og farve til bordet. Vælg din bordløber med omhu, og vælg dug, servietter, måske blomster, stearinlys og anden bordpynt, så det hele passer sammen uden at blive for broget og overvældende.

Det praktiske følger et system

Det praktiske system er ret enkelt: Du dækker bordet, så redskaberne findes i den rækkefølge, de skal bruges, i forhold til menuen. Tallerkenerne sættes ovenpå hinanden i rækkefølge, med en serviet mellem hver tallerken. Starter menuen med en let forret, sættes den lille tallerken øverst, og så videre.

På tilsvarende måde med bestikket, hvor systemet er, at det lægges til højre for tallerkenerne og i rækkefølge fra højre mod venstre: Eventuel suppeske eller gaffel til forret yderst til højre, dernæst gaffel og kniv til hovedretten, til sidst gaffel/ske til desserten. Redskaberne kan være flere, alt efter antallet/arten af retter, for eksempel speciel kniv til fisk, særlig gaffel til snegle, og den slags.

Hvad glassene angår, er det efter samme metode: Glassene placeres nord for tallerkenerne, fra højre mod venstre i den rækkefølge, glassene skal bruges. Ofte vil det være en god ide desuden at sætte nogle vandglas i en gruppe på bordet, med en karaffel vand, så gæsterne selv kan forsyne sig.

Vælg en grundfarve

Det fungerer oftest bedst at have en enkelt grundfarve, som du derpå kan variere en smule i tone. Bordet bør ikke ligne en blandet slikpose. Bortset måske fra opdækningen til en børnefødselsdag. Men til en stilfuld middag skal der være en stil. Husk også, at store blomster og den slags ikke fungerer midt på bordet. Gæsterne skal kunne se hinanden henover bordet, skåle, hilse på hinanden og så videre.

Skab en balance

Bordopdækning drejer sig derfor om at finde den rette balance mellem det praktiske og det æstetiske. Gæsterne skal kunne se hinanden, finde gaflen, og samtidig skal bordet virke attraktivt og levende. Et sted, hvor vi kan hygge os og spise godt sammen, uden at mangle hverken det praktiske eller den gode stemning.